Selv er direktør Jesper Schou lidt et blandingsprodukt. En blanding af forretning og håndbold. Før han kom til BSH for rundt regnet otte år siden, havde han forinden siddet 25 år hos Nordea. På sidelinjen i mange år med utallige timer i hallen som først spiller og siden som træner, da det ene knæ måtte give fortabt.

BSH-direktør kæmper for guldet under økonomisk uvejr

En stor del af professionel sport er det, der foregår i skyggen. Styringen af kasseapparatet. Direktøren for BSH fortæller, hvordan det går med at drive håndboldklub i økonomisk uvejr

I erhvervslivet handler meget om guld. Millioner og milliarder.

Ikke så meget anderledes er det hos Jesper Schou og BSH, som også sigter efter guldet. Her er millionerne dog nærmere et middel til at nå et andet mål. Målet om høj-karat om halsen.

Vi er taget på besøg hos Jysk Arena og BSH-direktøren. Hallen er tom, fordi spillerne har fået en forlænget weekend. Men det gør ikke så meget, for selvom stedet oser af harpiks og klappølser, er det ikke årsagen til, vi er kommet forbi i dag.

Nej, i stedet skal vi tale om hele fundamentet for håndbolden. Bunden, der danner grundlag for mesterskabsdrømme og pokaler. Økonomien. Vi skal snakke om, hvordan det er at drive en håndboldorganisation i økonomisk uvejr. Om indtægter og udgifter. Nutiden og fremtiden.

For selvom BSH ikke hovedsageligt måler succesen i kroner og ører, men i hvad de kan få ud af dem på håndboldbanen, er forretningen nemlig en meget vigtig del af at drive håndboldklub. Den er vital.

- Jo større omsætning vi får, desto bedre hold kan vi få, lyder essensen fra direktøren.

- Det er håndbolden, det handler om. At vinde. Det er det, vi er sat i verden for. Og midlet til det er at kunne levere oplevelser, eksponering og netværk. At være platform for det.

Bold, business og begivenheder

Hos BSH opdeler de indadtil forretningen i tre ben. Bold, business og begivenheder.

Bold er - som navnet antyder - det sportslige. Det er her, de fleste af de i alt 26-27 hoveder på lønningslisten hører til. Spillere, trænere og lignende.

Business og begivenheder er derimod det, der laves i skyggen. Sponsorarbejdet, administration, arrangementer. Det er her, de 23 millioner kroner, som organisationen cirka omsætter for årligt, tjenes.

Langt hovedparten - cirka 20 millioner - på sponsorer. De sidste tre millioner kroner på alt fra private sæsonkortholdere til billetsalg, events og tv-aftaler.

Transferindtægter, som blandt andet er en stor del af visse fodboldklubber, er endnu ikke noget, der rører alverden ved omsætningen i en klub som BSH. Transfersummer i håndbold på vej op, forklarer Jesper Schou - men endnu ikke af særlig stor værdi for en organisation som BSH.

- En transfer i håndbold på 100.000 euro - 740.000 kr. - er stor. Jeg tror, den største transfer ud af Danmark har måske været 500.000 euro. Men den var helt exceptionel. Ellers er det måske plus/minus en million i kroner og ører, siger Jesper Schou.

Noget andet rent sportsligt, som kan være bidragende til økonomien, er noget så banalt som sejre. Altså dem, spillerne med sved og rå muskelkraft tilegner sig på halgulvet. Et mesterskab og den dertilhørende plads i Champions Leauge kan give millioner til kassebeholdningen, fortæller direktøren.

- Jeg vil skyde på tre-fem millioner kroner, der kan ligge i at vinde et mesterskab og komme i Champions League, siger Jesper Schou.

- Man fylder hallen hver gang mod de store hold, og der er en masse andre afledte effekter i den endnu større interesse, tilføjer han og forklarer videre, at det dog ikke er noget, man kan binde en forretning op på. Det er for usikkert.

Udover de 26-27 ansatte, har Jesper Schou og BSH også et hav af frivillige tilknyttet. - Det frivillige kan jo slet ikke gøres op i penge. Vi har omkring 60-70 frivillige, der er i gang til hver kamp. Og skulle man ud og betale den timeløn, de leverer ... det er en ret stor værdi, de ligger der, siger han.

Solidt sponsor-lokomotiv

Hovedparten af økonomien skal altså skabes gennem sponsorer. Sådan er forretningen. Nogen skal ville smide penge i kassen, hvis Jesper Schou og co. vil have medaljer om halsen.

Umiddelbart skulle man tænke, at afhængigheden af sponsorater kunne skabe problemer i et økonomisk uvejr. At alt fra private husholdningsbudgetters kriser til firmaers enorme energiregninger ville få pengene til at være lidt hårdere lænket i lommerne.

- Det er for tidligt at sige endnu, men det er måske også naivt at tro, det ikke påvirker os i en eller anden grad. Selvfølgelig vil sponsorater være et område, hvor nogen vil sige, at de kan skære lidt ned, siger Jesper Schou og fortæller videre, at der indtil videre ikke er noget, der i tallene indikerer nedgang i sponsoraftaler.

- Hvis man tager en pejling lige nu, hvor vi er i forhold til sidste år, så er vi længere foran med gentegning af sponsorater. Men det er ikke det samme som at sige, at vi ender højere, når vi slutter.

Selvom verdenssituationen er usikker, er det dog svært at vippe Jesper Schou ud af kurs. Han sidder solidt i det gule plastsæde i Jysk Arena. På den korte bane skal de hele nok gå.

Selvtilliden kommer blandt andet af, at han vurderer de store bidragsydere som værende ganske solidt polstrede efter flere år med ivrig vækst. Kigger man på BSH-trøjerne eller rundt i hallen, undgår man ikke at se logoer fra store, lokale firmaer som Jysk og Grundfos. Firmaer, der trods coronakrise og lignende har leveret solide milliardoverskud i også de senere år.

- Der skal jo et lokomotiv til for at drive det her. Vi har Grundfos og Lars Larsen Group som rigtig solide støtter, der bakker op, og ... på den måde skal vi nok ikke lige frygte for betalingsevnen. Vi har lange kontrakter med dem, og det giver ro omkring tingene, siger Jesper Schou, som dog understreger, at det er den samlede pakke af alle sponsorerne, der sikrer BSH muligheden for at gå efter guldet.

- Generelt giver vores 240 sponsorer fantastisk opbakning. Det, vi kan, kan vi gøre, fordi vi både får den første og den sidste krone ind. Der er utrolig stor respekt om, at alle er med til at bidrage, siger han.

En anden årsag til det lyse syn på den nærmeste fremtid er, at det lykkedes ham og organisationen at hente landsholdsprofilen Rasmus Lauge hjem med hjælp fra sponsorer. Sportsligt er det åbenlyst en styrke, men også i forhold til forretningsdelen vurderer Jesper Schou det som værende et scoop.

- Selvfølgelig øger vi vores tilskuersnit, og selvfølgelig øger vi antallet af årskortholdere. Vi kommer også til at få flere sponsorer. Vores produkt bliver jo markant bedre, siger han.

- Vi taler om en spiller, der afgjorde VM for Danmark. Og det er det niveau, han har. Det skal være med til at flytte os.

Den lange bane

Mens Jesper Schou har ro i maven i forhold på den korte bane, er han også meget fortrøstningsfuld i forhold til BSH’s fortsatte konkurrencedygtighed på sigt.

Det er ikke kun i virksomhederne, der er vækst i lokalområdet omkring Silkeborg og Bjerringbro.

- Bjerringbro-Silkeborg-området ligger et fantastisk sted i forhold til vækst i fremtiden. Der kommer flere og flere borgere. Flere og flere virksomheder, siger han og forsætter:

- Så alt andet lige vil vores potentielle kundeunderlag i tiden fremover jo stige. Når der bor flere, er der flere, der skal handle i butikkerne.

- Der bliver bygget huse, som skal bruge et køkken og så videre. De nye virksomheder skal gøre opmærksom på sig selv - gøre noget for deres medarbejdere. Og der er vi en platform. Det må være positivt med det lange lys på.

Indlæser debat